Den vigtigste i Dit liv

Har du følelses- og energimæssigt oplevet indtil flere rutsjeture de sidste to måneder. Og befinder du dig ligesom jeg i en hverdag, hvor du er kommet godt ned i gear, men samtidig oplever, at du også er gået lidt i stå ved udsigten til snart at skulle slippes fri. At stå i venteposition over for en hverdag, der igen forandrer sig og måske føles mere usikker end nogensinde, kan være skræmmende. Hvad sker der med mig og mine nærmeste, når samfundet åbner igen – risikerer vi at blive smittede og voldsomt syge, risikerer jeg at miste mit arbejde eller, hvorfor føles det pludselig skidt og utilfredsstillende at være mig.

Uanset om du bor alene, lever i en forholdsvis nystartet familie med små børn eller om du, som jeg, bor sammen med dine voksne børn og en mand, som du har kendt i mange år, så gør kriser noget ved os. 

Helbredskrisen, som for mange også er en økonomisk krise, kan gøre os ængstelige, usikre og bekymrede, hvilket kan være kimen til endnu mere tvivl om mange ting….

Er jeg det rigtige sted i mit liv, er jeg en god forælder, hvorfor er jeg ikke gladere og er mine venner nu også tætte nok, eller står jeg egentlig ret alene……. Og måske har du mange skænderier, som ender det samme sted – et sted med en følelse af mindreværd, tristhed og lysten til at give op.

Det er menneskeligt og helt almindeligt at være trist, usikker og søgende ind imellem. Og som mennesker er vi også af og til meget hårde ved os selv.

Sådan behøver det ikke være …… Men første skridt er at opdage det. 

Jeg gik gennem livet i mange år og havde ikke lagt mærke til min egen måde at behandle mig selv på. Det opdagede jeg først senere, da jeg selv havde fået børn og de var kommet over småbørnsalderen. Jeg ville ønske, at der var nogen, der tidligere i mit liv, havde set mig og havde hjulpet mig med at se på mig selv med kærlige øjne …… gerne helt tilbage i min barndom. 

Og hvorfor er det så vigtigt? 

Jo, det er det, fordi……… Du er den vigtigste i Dit liv…….

Måden du ser dig selv på, din indre stemme, det du forventer af dig selv, det er de samme øjne du også ser andre med. Specielt dine børn og din kæreste bliver udsat for din indre kritiker og din manglende evne til at se dig selv med kærlige øjne. Vi giver desværre ofte vores egne besværligheder videre til vores børn.

Hvad er nu det med kærlige øjne?  Skal vi springe over, hvor gærdet er lavest? 

Nej, selvfølgelig ikke, det handler ikke om følelseshysteri eller om at springe løbeturen over.

Det handler om at se realistisk på dig selv, tage ansvar for dit liv og dine handlinger og få øje på, hvor og i hvilke situationer, du kommer på den. Det er altid vigtigt at få øje på de gode sider, men også samtidig at se på de sider, der fungerer knap så godt. 

Find dit indre kompas og få et godt liv, hvor der er mere kærlighed til dig selv og dine.

Har den nuværende situation fået dig til at reflektere over dit liv, og har du brug for hjælp til at blive klogere på dig selv og dine udfordringer. Så kontakt mig. Spring trygt ud i det, du kan have tillid til, at jeg vil gøre mit yderste for at forstå og hjælpe dig. Jeg har jo selv været der.

Book samtale

Udfyld formularen nedenfor, for at booke en tid til samtale.
Du kan eventuelt skrive dine ønsker til tid og dato for samtalen. Jeg vender tilbage hurtigst muligt med en bekræftelse, eller et andet forslag til tid, hvis dit forslag ikke er muligt for mig.